Kirsanova Atelier på Belle: Når et design får sit eget liv

Kirsanova Atelier på Belle: Når et design får sit eget liv

Fra atelier til åbningsfest – leopardkjolen på Belle

Nogle gange tager et design en vej, man ikke helt havde forestillet sig.

Da jeg tidligere på året havde en sample af min løse leopardkjole på til Birthes fernisering, komplimenterede Sanne den. Vi kendte allerede hinanden gennem vores kvindenetværk, og jeg tilbød hende kjolen, hvis hun en dag havde lyst til at bære den.

Det viste sig, at anledningen skulle blive Belles åbningsfest.

Jeg lavede en version af kjolen til hende, og den 10. september blev den en del af aftenen, hvor omkring 100 inviterede gæster var samlet for at fejre åbningen af Belle.

For mig blev det en særlig aften på flere måder. Jeg arbejder selv på Belle som receptionist, samtidig med at jeg driver Kirsanova Atelier. At se et af mine designs blive båret til en begivenhed på et sted, som jeg selv er blevet en del af, gjorde aftenen ekstra personlig.

Det er netop de øjeblikke, der minder mig om, hvorfor jeg elsker at skabe tøj: Et design starter på mit atelier som stof, idé og form – men først når det bliver båret, begynder det for alvor at fortælle sin egen historie.


Photo: Majed Dadou